H.K.H. Prinsgemalen rejser den 28. oktober - 5. november 2015 til Vietnam
printer
H.K.H. Prinsgemalen rejser den 28. oktober - 5. november 2015 som præsident for WWF Verdensnaturfonden til Vietnam for at se på nogle af WWF’s projekter sammen med generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg.

På første del af rejsen besøges Ta Lai Longhouse, der er et langhus på en trædækket bakketop mellem regnskov og landsby i Cat Tien Nationalpark. Huset, der er bygget af bambus og palmeblade, er et visuelt eksempel på, hvordan et socialt og miljømæssigt økoturismeprojekt kan se ud. Det blev opført i 2007 i et bredt samarbejde WWF og de lokale myndigheder og har skabt nye muligheder i turistbranchen for landsbyens folk. WWF’s Danidaprogram har sikret finansieringen af huset, der er et konkret svar på fremtidens økoturisme, hvor de besøgende tilbydes komfort, mulighed for vandreture, cykelture, kajak, mens det skaber udvikling for lokalbefolkningen.

Det er også i nationalparken, at Vietnams sidste næsehorn blev dræbt i 2011. Prinsgemalen og Gitte Seeberg skal se skelettet, som stadig er i nationalparken. Næsehornet er et af klodens mest truede arter. WWF arbejder intensivt på at stoppe krybskytteriet med særligt fokus på at udbrede information i Asien om, at hornet fra næsehorn ikke kan kurere kræft, som er en udbredt opfattelse i lokalområdet.

Prinsgemalen og Gitte Seeberg besøger Bach Ma Nationalpark, som ligger mellem den nordlige og sydlige del af Vietnam, for at høre om, hvordan WWF gennem flere år har samarbejdet med parkmyndighederne for at beskytte den store parks dyreliv og natur. Dette sker bl.a. ved at sikre alternative indkomstmuligheder for lokalbefolkningen, frem for at leve af at fælde træerne i skoven eller ødelægge dyrelivet.

Som afslutning på rejsen besøger Prinsgemalen og Gitte Seeberg det saola-beskyttede område i Luoi-distriktet. Saolaen er et af de mest sjældne dyr i verden. Indtil den blev genopdaget 1992, troede man, den var uddød. Tidligere var dens største trussel tigeren, men da de ikke længere lever i området, udgør mennesket nu den største trussel for saola-bestanden. WWF har derfor uddannet en skovpatrulje, som patruljerer junglen for at sikre, at der ikke er uvedkommende i skovene, patruljen fjerner også de mange snarrer, som ulovligt lægges ud. Sidste år fjernede de over 60.000 snarrer og udfører derfor et vigtigt stykke arbejde. Sideløbende samler skovvagten igler, der har en vigtig forskningsmæssig betydning. Forskere kan via DNA-prøver fastslå, hvilke dyr iglerne har suget blod fra de seneste tre måneder. Det betyder, at iglerne kan give en vigtig pejling af, hvilke og hvor mange dyr, der lever i nationalparken.

Rejsen byder også på et besøg til et område, hvor der lever sjældne gibbonaber.

Kilde: Kongehuset

Skrevetd.  27-10-2015 09:00 27/10-2015 09:00 1029  Fremvisninger 1029 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.