Eksporten til tigerøkonomi fordoblet på et år
printer
Vietnam ser ud til at kunne fortsætte landets imponerende økonomiske udvikling. I 2015 blev væksten på ca. 6,5 pct. og i år forventes BNP-væksten ifølge Verdensbanken at få endnu et lille nøk opad til 6,6 pct.

Samtidig har Vietnam ovenpå den globale finanskrise genvundet makroøkonomisk stabilitet med en inflation på 2-4 pct. og bevæger sig nu ud i nye frihandelsaftaler med bl.a. EU og USA, der kan løfte væksten yderligere.

Vietnams ca. 90 mio. indbyggere har formået på tre årtier at flytte landet fra et krigshærget og hungersramt udviklingsland - et af de største modtagerlande for dansk udviklingsbistand - til et mellemindkomstland med verdensrekord i fattigdomsbekæmpelse. Vietnam er fortsat en solstråle blandt vækstøkonomierne.

Udenlandske investorer rykker massivt ind i Vietnam, men landet er fortsat fanget i den nederste del af den globale økonomiske værdikæde med arbejdskraftintensiv produktion, et utidssvarende uddannelsessystem, store ineffektive statslige virksomheder og lav værditilvækst. Og det er naturligvis en udfordring for et land med ambitioner om meget mere.

I efteråret indgik Vietnam en række nye ambitiøse frihandelsaftaler - bl.a. med EU og med 12 stillehavslande, herunder USA, Japan og Australien. Aftalen med EU indebærer en reduktion af tariffer og handelsbarrierer og rummer på sigt potentialet for øget dansk salg i Vietnam.

Godt 130 danske virksomheder er i dag etableret i Vietnam. De vil nok alle kunne skrive under på, at tilstedeværelsen på det vietnamesiske marked også indebærer betydelige udfordringer - herunder den udbredte korruption. Man skal som virksomhed have et stærkt værdisæt og klare interne retningslinjer for ikke at begive sig ud på et spor, der er både kortsigtet og ulovligt. Det tunge bureaukrati er et andet eksempel og især en udfordring, hvis man vil sælge til den offentlige sektor. Det kræver, at man er robust, har de nødvendige ressourcer og er klar til at tage et til tider meget langt og sejt træk.

Udfordringerne til trods går det godt i Vietnam. Rigtigt godt endda. Og danske virksomheder gør det generelt fremragende herude. Den danske vareeksport til Vietnam er fordoblet i perioden 2010 til 2014, og den forventes at blive omtrent fordoblet igen alene fra 2014 til 2015. Blandt EU-landene har kun hollænderne i dag en højere vareeksport til Vietnam per indbygger end Danmark.

Læs nærmere på: Finans.dk

Skrevetd.  06-01-2016 21:00 06/01-2016 21:00 825  Fremvisninger 825 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.