Multiresistent malaria spreder sig i Sydøstasien

Forskere slår alarm om multiresistent malaria, der spreder sig hastigt i Cambodja, Vietnam, Laos og Thailand.

En type malaria, der er resistent over for de to mest udbredte typer malariamedicin, spreder sig med høj fart i dele af Sydøstasien.

Sådan lyder advarslen i en ny undersøgelse foretaget af en række forskere fra Oxford University og Wellcome Sanger Institute i Storbritannien.

Den multiresistente malaria begyndte først at sprede sig hastigt i Cambodja, og nu er den også blevet udbredt i Vietnam, Laos og det nordlige Thailand, lyder advarslen.

– Vi har opdaget, at den har spredt sig aggressivt og har udskiftet de lokale malariaparasitter, siger Roberto Amato, som er en af forskerne bag forskningen.

– Den er nu blevet den dominerende type i Vietnam, Laos og det nordøstlige Thailand, siger han.

Resistens bliver mere almindeligt

Malaria kan behandles medicinsk, hvis de smittede behandles i tide.

Men resistens over for malariamedicin bliver mere og mere udbredt i flere dele af verden, særligt i Sydøstasien.

– Den hastighed, som disse multiresistente malariaparasitter har spredt sig med i Sydøstasien, er meget bekymrende, siger Olivo Miotto, der har ledet en forskergruppe.

– Andre typer medicin kan være effektive på nuværende tidspunkter, men situationen er meget skrøbelig, og dette studie understreger, at der er brug for akut handling, siger han.

Malaria

Malaria skyldes infektion med malariaparasitten, der er en éncellet protozo af slægten Plasmodium. Parasitterne overføres til mennesket via stik af Anopheles myggen.

Infektionen viser sig oftest diffust som influenzalignende sygdom, dvs. i form af feber, hovedpine, træthed, kvalme og opkastning, diarré, samt muskel- og ledsmerter. Hvis sygdommen ikke behandles kan der opstå en lang række komplikationer, herunder påvirkning af centralnervesystemet med bl.a. sløret bevidsthed samt multiorgansvigt. Ubehandlet er især falciparum-malaria i reglen dødelig. Derfor er hurtig diagnostik og behandling vigtig.

Malaria forebygges bedst ved så vidt muligt at undgå myggestik. Malariamyggen stikker hovedsagelig mellem solnedgang og solopgang.

Risikoen for smitte via myggestik mindskes betydeligt ved at have et insecticid-imprægneret myggenet rundt om sengelejet. Nettet skal være tæt, og det skal stikkes ind under madrassen eller liggeunderlaget og være uden huller. Nettet rulles op om dagen, sådan at myg ikke kan komme ind, mens det ikke benyttes.

Risikoen for myggestik mindskes også, hvis man har mulighed for at sove i lukkede rum med air conditionering eller med net (screens) for vinduerne.

Malaria kan behandles med en række lægemidler. Alle typer af malaria kan behandles fuldstændig, hvis man får den relevante medicin.

Læs nærmere på:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*