Vietnam åbner for turister
Hvis hvide sandstrande, turkisblåt hav, jungle og peberplantager lyder forjættende, er der godt nyt. Og hvis du tilmed har en faible for Sydøstasien og Vietnam er det endnu bedre.
Den vietnamesiske tropeferieø Phu Quoc åbner nemlig for udenlandske gæster i næste måned. Det er ifølge Reuters meldingen fra de lokale sundhedsmyndigheder.
Vietnam har i lange perioder haft godt styr på coronasmitten, men i de seneste måneder har man haft store udfordringer med deltavarianten. Vietnams økonomi har lidt voldsomt under, at landet har været nødt til at lukke ned for turister, men nu er der altså lidt lys forude.
Phu Quoc vil åbne i en forsøgsperiode, som løber seks måneder frem.
Udenrigsministeriet i Danmark fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele Vietnam for ikke-vaccinerede danskere, da man vurderer, der er høj risiko for smitte.
Læs nærmere på: Jyllands-Posten